Vil du være frivillig?
Vi har løbende brug for nye frivillige. Som frivillig medarbejder bliver du en del af en engageret gruppe mennesker, der gør et stort stykke arbejde og hygger sig imens.
Arbejdsopgaverne er mangeartede, og der er noget for enhver fysik og kalender. Måske har du lyst til at bruge dine kvalifikationer og kompetencer efter mange år på arbejdsmarkedet, måske har du brug for erfaring til dit videre arbejdsliv, eller måske vil du bare gerne være en del af museumsmiljøet. Du skal være villig til at give noget, og til at forpligte dig i forhold til de arbejdsopgaver, du påtager dig. Dette er vigtigt i forhold til både de lønnede- og frivillige kollegaer samt museumsgæsterne. Vi byder på socialt samvær, små studieture, morgenkaffe, julefrokost mm.
Se film om at være frivillig i registreringsgruppen her:
Kontakt os
Du kan enten skrive en mail til ballerupmuseum@balk.dk eller ringe og tale med museumsleder Mette Jensen tlf. 44773090, hvis du vil være frivillig på museet. Vi søger pt. museumsværter og havefolk. Se mere om arbejdsgrupperne her
Alex Olsen, der er museumsfrivillig, fortæller om at være frivillig på haveholdet:
Hvad laver du som frivillig?
Jeg er på haveholdet en gang om ugen, hvor jeg passer de historiske haver sammen med andre frivillige. Jeg har også vagter, hvor jeg holder museet åbent for de besøgende. Ud over det hjælper jeg med arrangementer samt nedtagning og opsætning af udstillinger og andet forefaldende arbejde.
Hvad kan du bidrage med?
Som ansat i en boligforening i Skovlunde, hvor jeg var ejendomsservicetekniker i 35 år, kan jeg bidrage med stor erfaring med havearbejde og service, så de besøgende får en god oplevelse af museumsbesøget. Jeg kan lide at vise vores dejlige museum frem. Der er mange små og store opgaver, som vi frivillige kan bidrage med.
Hvad får du selv ud af det?
Jeg får meget ud af det frivillige arbejde. Jeg har altid elsket museer. Det frivillige arbejde har gjort, at det har været en nem overgang fra arbejdslivet. De gode kolleger og det sociale samvær et meget vigtigt. Jeg nyder at tale med de besøgende, som altid er glade og positive. Det er også en fornøjelse at være sammen med andre frivillige.