Gå på opdagelse på Lindbjerggård i familiens bolig i forskellige tidsperioder. Her træder du ind i livet på landet og kan både lytte, røre og opleve. Hvert rum på gården byder på en ny oplevelse. På gården fortælles også historien om, hvordan Ballerup Museum flyttede ind på gården i 1971, og om tiden, hvor husmoderen blev eldreven med fokus på den legendariske køkkenmaskine Ballerup Mixeren.

Gammeldags køkkenhåndvask og køkkenbord med frugtskål og vægt.

Køkkenet 
Det første rum, du møder, er gårdens oprindelige køkken fra starten af 1950erne. Her kan du se et klassisk køkken med centralvarmekomfur, høkasse og ‘Madam Blå’ køkkenudstyr.

1950er stuer med tv, grøn sofa og sofabord.

1950er stuen
I 1950er stuen kan du på egen krop opleve, hvordan familien boede med teakmøbler, elementer af abstrakte mønstre, eksotiske indslag og sort-hvid fjernsynet, der i perioden indtager en central rolle i indretningen. Her kan du sidde i sofaen og høre radio, der spiller tidens musik. Alt i stuen må bruges.

Gammeldags fin stue med klaver og vindue i baggrunden.

Klunkestuen
Klunkestuen viser, hvordan man indrettede den fine stue omkring år 1900. Den fyldige indretning med klunker, draperet stof, grønne potteplanter og polstrede møbler, viser boligindretningen på landet i den tid, man kaldte for klunketiden.

Soveværelse med himmelseng og vugge, 1800-tallet.

Kælder, soveværelse og storstue
Gå en tur ned i den kølige kælder, hvor der blev opbevaret mad og brygget øl eller gå en tur igennem soveværelset til storstuen, som blev brugt til gilde og andre begivenheder.

Drenge med sort kasket sidder ved et bord og karter uld.

For børn
Børn kan lege sig igennem udstillingen med aktiviteterne, der findes i de forskellige rum. Gør dig fx klar til natten med natpotte og nattøj eller hold styr på om, der er forråd nok til vinteren.

Karlekammer med seng og bord.

Karlekammer, lokum og landbrugsmaskiner
Kig ind i karlekammeret fra tiden før centralvarme og springmadrasser. I længerne kan du også opleve landbrugsmaskiner, redskaber og vaskerum. Se også det gammeldags lokum – komplet med brunt toiletpapir.